Hård træning og troen på det nok skal gå
Af Ditte Toft Juste, journalist Landsforeningen Spædbarnsdød
Han er ikke vant til at dyrke sport, han er heller ikke vant til at cykle, og han beskriver det selv som et øjebliks sindssyge, da han hoppede med på at deltage i Ve-No Tour 2017.
Ulrik Brundin er ellers lærer på Idrætsefterskolen Ubby, men han holder sig her udelukkende til de boglige fag. Men da han første gang hørte Thomas Hofstedt Nielsen, der er manden bag Ve-No Tour, fortælle om den oplevelse det var at cykle godt 400 kilometer med vinden i ansigtet, solen i øjnene og sit døde barn i tankerne, blev noget tændt i Ulrik.
”Det var i Odense til International Mindedag, kan jeg huske. Efter arrangementet gik vi og ryddede op og der spurgte Jesper (red. bestyrelsesformand i Landsforeningen Spædbarnsdød) mig, om jeg ikke skulle cykle Ve-No Tour 2017. Mit umiddelbare svar var ”nej det skal jeg bestemt ikke”. Men da jeg sad i bilen sammen på vej hjem, blev tanken alligevel hængende. Det lød jo egentligt vildt spændende og sindssygt udfordrende”, fortæller Ulrik.
Thomas skal ikke stå som et sort traume
Ulrik Brundin og hans hustru Katrine mister deres lille søn Thomas i oktober 2013. En uge før termin. Katrine kan ikke mærke de bevægelser og små spark der de seneste måneder ellers har været mange og daglige. En scanning på Holbæk Sygehus og en læge, der siger ordene ”desværre” fortæller forældrene, at deres lille dreng er død.
”Det var meget uventet og chokerende. Katrines graviditet med Thomas var ellers gået helt efter planen og var, hvad jeg vil kalde en kedelig graviditet. Helt efter bogen. Men nu sad vi der, og fik at vide, at han ikke levede. Det var så uforståeligt”, fortæller Ulrik. Thomas bliver født den næste morgen og er hos sine forældre hele dagen. Ulrik og Katrines forældre kommer på besøg og ser deres lille barnebarn. Hen på eftermiddagen tager jordemoderen Thomas med.
Parret har nået at tage hjem efter de fik beskeden, at deres søn var død i Katrines mave. De vil nå at pakke alle de ting væk, der ellers står klar til hjemkomsten med Thomas.
”Vi havde alt klart til ham. Hans værelse stod klar med seng og babytøj. Vi pakkede alt væk og lukkede døren ind til hans værelse. Det var simpelthen for hårdt at kigge på”, fortæller Ulrik.
Nogle dage efter Thomas’ bisættelse bliver døren til værelset åbnet igen. Og med den største knugende sorg i hjertet, bliver Thomas’ forældre enige om, at han ikke skal stå som et sort traume i deres liv. I stedet skal han være med som en del af livet og huskes.
”Jeg har troen på, det kan lade sig gøre”
Til juni sætter Ulrik sig på sin cykel ved Blåvands Huk og forude venter en godt 400 kilometer lang cykeltur. Han træner hårdt for at blive klar, følger et veltilrettelagt træningsprogram, og han har tabt sig 10 kilo indtil videre på grund af træningen og en mindre kostomlægning. Lige nu har Ulrik travlt med træning, sit arbejde og sin og Katrines snart to-årige søn Albert. Men der skal også findes tid til at få styr på den praktiske og logistiske del af cykelturen. Og ikke mindst tid til at tænke over, hvordan det vil være for psyken at presse sig selv så hårdt.
”Jeg er spændt på, hvordan det bliver at cykle så langt. Det bliver hårdt, men jeg har troen på og tillid til, at det kan lade sig gøre. Hvad jeg er nervøs for er den psykiske del af det. Jeg tænker meget over den måde, Thomas (red. Hofstedt Nielsen) reagerede på, da han cyklede første gang, hvor han brød helt sammen, fordi han tænkte på sin datter. Når man presser sig selv så hårdt, som vi kommer til, kan der blive åbnet nogle døre til steder i sig selv, hvor man ikke kommer så ofte”, siger Ulrik.
Han gør sig mange tanker om sin deltagelse i Ve-No Tour 2017, og han tøver ikke med at svare, da han får spørgsmålet, hvorfor han besluttede at ændre det første umiddelbare ”nej det skal jeg bestemt ikke” til et ”jeg gør det”.
”Jeg gør det for min søns skyld, og jeg gør det for Landsforeningens (red. Spædbarnsdød) skyld. Jeg kan ikke give Thomas meget, og jeg kan ikke give Landsforeningen det tilbage, de har hjulpet os med, men det her, det kan jeg”, slutter Ulrik.
