Tina Akstrup Hestbech 38 år, bor i Skive i midtjylland. Arbejder til dagligt som sygeplejerske.
Motivationen for at cykle med i årets Venotour 2019 er at være med til at samle penge ind til Landsforeningen for spædbarnsdød, så man kan støtte forældre der har mistet. Og samtidig sætte fokus på det at miste et spædbarn. Hvor svært det er og at man ikke behøver at stå alene.
Vi er en gruppe af mennesker der ikke kender hinanden, alligevel har vi alle det til fælles at vi har mistet, Mistet det dyrebareste, vores barn.
Jeg har aldrig tænkt at man kunne miste sit barn. Ved da godt det sker, men det er kun i nogen andres virkelighed eller i film. I dag ved jeg det findes, en virkelighed med en larmende tomhed, en sorg der er så tung fordi kærligheden er så stærk.
Det jeg frygter mest med touren er nok det fysiske. 400 km i sand/grus. I en hverdag med 4 børn + Annabella, med alt hvad det indebærer. En konfirmation der står for døren. Arbejde der tager rigtig meget af ens fritid ;-). Små børn med snotnæser, opkast og feber. Store børn med lektier, teenageproblemer og fritidsinteresser, så det bliver nok det mest udfordrende for mig. Og så skal jeg have lært at lappe en cykel. Ejer ikke selv en cykel, så det er jeg ikke ekspert i. Låner en cykel og håber jeg kan få lært at lappet inden starten går fra Blåvand mod Skagen. Tænker den den mentale del af touren rammer når jeg sidder der hårdt presset, og med lang ved til målet. 420 km. Fra Blåvand til Skagen er ikke noget man bare lige gør, men håber viljen kan bære mig hvor kræfterne svigter, og tanken om at Annabella vil være med mig hele vejen.
Vores historie:
….Det er nu, vandet er gået og vi skal have en lillesøster.
Vi sender de to store børn (Sofie og Frederik) om til deres bedsteforældre, og vi begiver os mod syghuset.
Da vi ankommer til sygehuset bliver jeg og baby undersøgt….alt er fint og vi bliver sendt hjem igen. Fulde af forventning og en vished om at vi får en baby med hjem i jul.
Ved 01.00. tiden er der kommet veer og vi kører igen mod sygehuset. Alt er fint og fødslen forløber så fint som man næsten kan forvente, der hviler en speciel ro over situationen. En lille pige kommer til verden 23/12 2015 kl.04.09. Fuld score, så alt er godt.
Efter lidt tid begynder den lille pige at knirke lidt, ikke unormalt når fødslen er gået hurtigt og hun er født lidt før termin (2-3 uger). Hun får lidt c-pap. Men en fin pige sund og veludviklet, som vi glæder os til at komme hjem og holde jul sammen med.
Til stuegang samme formiddag, få timer efter fødslen, fornemmer en læge at der er noget der ikke stemmer. Og så ruller lavinen. Hun har en lunge der er klappet sammen, ikke unormalt når man er i c-pap behandling får vi at vide. Det giver os lige en ro, og fornemmer der er styr på situationen. Vi tager på vores familierum imens røngten personale, læger og sygeplejersker arbejder. På et tidspunkt snakker overlægen med farmand og spørger til om vi vil have lillesøster nøddøbt….jeg tænker nej da…det skal da være en rigtig dåb senere. Det jeg hører hende sige er: ”det er altså alvorligt det her”. Derefter husker jeg egentligt ikke ret meget. Hun bliver døbt Annabella, med alle efternavnene, lidt fjollet måske, men man befinder sig et sted hvor man bestemt ikke tænker helt klart.
Vi er på sygehus afdeling for nyfødte, de siger de vil overflytte hende til Skejby da de har flere specialiserede muligheder der. Da transport teamet er kommet og der er styr på situationen kommer vi ind på stuen igen. De arbejder med at gøre Annabella klar til transporten. Det går lidt op og ned. Jeg befinder mig i en form for panik for hvordan det skal gå, føler ikke at krop og sjæl hænger sammen i min krop.
På et tidspunkt siger lægen at han ikke har mistet en til det her de sidste 7-8 år. Jeg tænker at så skal det da nok gå.
Pludselig bliver Annabella bare dårligere og dårligere og de kan ikke få hende vendt, der er noget med blodtrykket og fosterkredsløb de ikke kan få styr på. Jeg får på et tidspunkt øje på en anden læge der står og giver hjertemassage, han havde stået i skjul bagved den læge der var den styrende. Her gik det nok op for mig at det var skidt det her.
Kort tid efter må de stoppe, de kan ikke redde hende.
Ubeskriveligt ubamhjertigt. Det viser sig at hun er død af en meget kraftig infektion.
Vi tager hjem og holder jul lammet af sorg, en mærkelig jul, som egentlig slet ikke giver mening…intet giver mening lige der og man gør bare noget. Vi tager hjem sammen d. 25/12. Med en død baby på bagsædet…helt vildt, sådan noget man kun ser i de mest tossede film. Men her kører vi med en død baby på bagsædet. Kommer hjem og finder faktisk roen med at have hende tæt på os og kunne sige ordentligt farvel. Julen bliver aldrig helt den samme for mig som den var før 2015.
Det der har overrasket mig mest i at miste. Har nok været den berøringsangst alle har for at snakke om det. Og hvor meget man selv har brug for at snakke om det igen og igen. Den angst jeg selv havde umiddelbart efter, følelsen af ikke at kunne trække vejret og være bange for at falde i søvn om aftenen. Drømmene/mareridtene. Det surrealistiske i at tage sit døde barn med hjem indtil begravelsen. Det svære i at se verden gå videre og føle man selv er længet fast i en sorg som føles som om ingen ende vil tage.
Det bliver heldigvis til at leve med med tiden, ellers kan man jo ikke være i sig selv.
Vi har sidenhen fået to dejlige børn i 2016 og 2018.
