Jeg hedder Thomas, er 43 år og bor i Egtved sammen med min hustru Christina og vores 3 drenge på hhv. 7, 3 og 2 år. Derudover har jeg 2 drenge fra et tidligere ægteskab på hhv 17 og 19 år.
Midt i flokken mangler vores datter Lærke, som i år kunne være blevet 5 år. Hun døde ganske uventet få timer efter fødslen.
Hun blev født d. 4. april 2014, 3400 g og 51 cm – en perfekt skabning. Både graviditet og fødsel var gået fint og uden tegn på komplikationer.
Jeg bar hende selv ned på børneafdelingen på OUH, mens Christina blev på fødestuen til observation.
Efter kort tid blev Lærke dårligere, og trods lægernes indsats fik hun hjertestop. Lægerne kæmpede for hendes liv i 5 timer men måtte til sidst give op.
Hele vores verden faldt sammen om ørerne på os lige dér! Den slags sker kun for ”de andre”, og det er formentlig en situation, de fleste end ikke har forsøgt at forestille sig mulig – før man står midt i det. Trods obduktion har man ikke fundet nogen endegyldig forklaring på, hvorfor det gik, som det gik, og hvorfor Lærke ikke skulle vokse op sammen med os.
I efterforløbet fik vi uvurderlig støtte via en sorggruppe i regionen samt Landsforeningen Spædbarnsdød. Her er god hjælp og støtte at hente. Både til det følelsesmæssige kaos og de lavpraktiske ting, der følger med sådan et forløb.
Resten af livet skal pludselig leves i et helt nyt lys, og det har været rart at kunne få hjælp til. Ikke mindst for at få det bedst mulige udgangspunkt for at kunne gøre det sammen.
Den mulighed håber vi at kunne hjælpe med at give videre til de forældre, der må komme til at stå i en lignende situation fremadrettet. Jeg cyklede Ve-No tour første gang i 2018, og i år tager jeg turen igen, dog med Christina som følgebil.
Vores ønske er at skabe større opmærksomhed på emnet, nedbryde tabu og samle penge ind, så Landsforeningen Spædbarnsdød kan støtte flere forældre og pårørende fremover.
Den største udfordring på turen bliver formentlig kombinationen af det fysiske pres og den psykiske sårbarhed. Når man udsætter sig selv for det pres, det er at cykle fra Blåvand til Skagen, så bliver der mere fri passage for de følelser, der i en travl hverdag måske ikke bliver luftet så tit.
Jeg glæder mig til gensynet med Lærke – på en anderledes og mere intens måde.
