”Min kone har doneret mig til det her cykelløb”
Skrevet af: Mette Kimose Hess – Journalist for Landsforeningen Spædbarnsdød
I Egtved bor 42-årige Thomas Bønnelykke og hans hustru Christina. Her er der altid fuld gang i den med byggeri, skiftende arbejdstider og en drengeflok på 5. De to store drenge, som Thomas har fra et tidligere
ægteskab, Benjamin og Morten, derudover de fælles børn Valdemar, Leander og Lucas. Selvom der er nok at se til, og masser af børn til at give liv i huset, så mangler der altid én i familien. Og det vil der altid gøre. Deres lille pige Lærke, der kunne være blevet 4 år. Hun døde den 04.04.14 af hjertestop kort efter fødslen.
”Det var barskt, og det kom fuldstændig uventet. Lægerne kæmpede for at holde hende i live i flere timer, men til sidst måtte de give op,” fortæller Thomas Bønnelykke.
Christina var ellers blevet fulgt tæt igennem sin graviditet på grund af hendes diabetessygdom. Alting var gået fint, og der var ikke et eneste tegn på komplikationer. Heller ikke under fødslen, hvor Lærke kom til verden. 3400 gram, 51 cm og helt perfekt. Thomas bar hende selv ned på børneafdelingen på Odense Universitetshospital, hvor lægerne gav hende C-pap, fordi hun var en smule slatten, men det er heller ikke unormalt for ”diabetesbørn”. Men pludselig gik det galt. Lærke fik hjertestop, og lægerne måtte kæmpe for hendes liv.
”I mellemtiden lå Christina stadig på fødestuen, og hun havde lige ringet til sin mor og sagt, at alt var gået godt. Hun vidste slet ikke, hvad der foregik. Så jeg måtte op og hente hende, for at fortælle det og tage hende med ned på børneafdelingen, hvor vi skulle beslutte, hvor længe lægerne skulle blive ved med genoplivning,” husker Thomas tilbage med en stemme der er både rolig og oprørt på samme tid.
Til sidst opgiver flokken af hvide kitler, der nu i 5 timer havde forsøgt at få Lærke tilbage til livet. Hvis lægerne havde fortsat, var Lærke vågnet op til en livskvalitet langt under værdighed.
”Det var noget lort!”, udbryder Thomas spontant, med en stemme der har opgivet at sætte ord på den ubeskrivelige følelse, der lammede i tiden efter.
”Det var et sammenfald af uheldige omstændigheder, der gjorde det. Og der var ikke nogen, der kunne have gjort noget andet på det tidspunkt. Men man kan jo ikke lade være med at tænke; hvad nu hvis? Hvad nu hvis, hun var blevet taget ved kejsersnit, havde hun så været her i dag? Det kan jeg jo ikke lade være med at tænke!”
Vi sørger alle sammen forskelligt
Bagklogskabens klare lys kan være ulideligt, men det ændrer stadigvæk intet, og det ved Thomas og hans hustru også godt. Derfor forsøger de ikke at hænge fast i tankernes spin, men i stedet at holde ud og holde af sammen. Og så har de lært, at de sørger forskelligt, efter de startede i en sorggruppe i regionen og deltog i temaaftener igennem Landsforeningen Spædbarnsdød.
”Man ved jo ikke, hvordan man sørger, før man står i det. Og der kan så nemt komme misforståelser imellem os. Altså jeg kan måske godt virke sådan lidt kold og WC-agtig, fordi jeg ikke har det samme behov for at snakke om tingene, som Christina har. Og det er jo ikke fordi jeg ikke er ked af det, eller ikke sørger, men vi har bare forskellige behov,” fortæller Thomas med en stemme der lyder fuldstædig afklaret, imens han fortæller at det var en øjenåbner for parret og måske nøglen til, at de kunne udholde det uudholdelige sammen – men stadig på hver deres måde:
”Det har gjort, at vi har kunne holde sammen, og at vi havde lyst til at fortsætte sammen og få børn sammen igen.”
I år kan Thomas og Christina fejre deres kobberbryllup, og de kan også fejre, at de har fået to dejlige, raske drenge, efter at de mistede Lærke. Leander på 2 år og Lucas på 1 år. Og der er – på trods af to små børn og et hus med teenagere og ombygning – alligevel kommet et overskud tilbage til familien. Et overskud de gerne vil bruge på at give tilbage til andre i samme situation.
”Det var faktisk Christina, der donerede mig til det her. Hun kan ikke selv holde til at cykle, så hun bad mig gøre det, og så skulle hun til gengæld nok passe både hus og børn i de tre dage. Det synes jeg simpelthen var så sejt gjort,” siger Thomas med en stemme der lyder både stolt og kærlig.
En lille amulet i rav
Så i dag bliver cyklen luftet lidt oftere end normalt i Egtved, for formen skal pudses af, inden Thomas skal lægge bentøj til en cykelrute på over 400 kilometer. Men det bekymrer nu ikke den 42-årige familiefar. For ham er det nemlig noget helt andet, der skal holde liv i benene, når modvinden og mælkesyreren melder sig. Og det er hans tanker og kærlighed til Lærke.
”Når jeg sidder og fordyber mig i tankerne, så kan jeg se hende og føle hende igen. Og jeg tænker, at jeg vil komme til at se hende mange gange på turen,” fortæller Thomas med en stemme, der bliver lidt mere sagte, inden han fortætter sin sætning:
”Jeg vil lave en lille ravamulet, en til mig og en til hver af de andre på turen. Jeg fræser et bogstav ind i den ene side, og på min kommer der til at stå L for Lærke.”
Imens Thomas fortæller, så forekommer det, som det mest naturlige i hele verden, at den her store, beskyttende, stille men alligevel følelsesafklaret mand fra Vestjylland, der i fritiden både dyrker sport og bygger hus om – jamen han kan da selvfølgelig også lave ravsmykker af og med kærlighed. Han griner lidt genert, inden han forklarer historien bag:
”Det har jeg altid gjort. Min far er ravsliber, og har lært mig det. Så for mig er det en lille ting, men det er et symbol, og det kan det måske også blive for de andre på holdet. Min far lavede faktisk også en lille ravugle, som Lærke fik med sig i kisten,” siger Thomas med en stemme, der er helt rolig nu.
Vi skal bryde tabuet
Når Thomas til maj hopper på sin mountainbike og cykler fra Blåvandshuk til Skagen, så er det ikke kun for at samle penge ind og hylde Lærke. Det er i ligeså høj grad et forsøg på at bryde tabuet omkring sorg. Alt for mange ved ikke, hvordan de skal håndtere andres sorg, og det gør det kun endnu svære at miste et barn. Derfor vil Thomas Bønnelykke gerne bryde tabuet.
”Jeg delte for nyligt en artikel på Facebook om VE-NO Tour, og allerede nu er der mange, der har kommenteret på den. Og det siger mig, at der er mange der til dagligt ikke har fokus på det her, men som nu pludselig har fået det,” siger Thomas og fortsætter:
”Hvis den her tur kan gøre, at flere, som har mistet deres børn, tør stå frem og sætte ord på det og ikke gå alene med den sorg, så er det rigelig gevinst!”
