”Jeg cykler med en lille hånd på skulderen”
Af Ditte Toft Juste, journalist Landsforeningen Spædbarnsdød
Det er ikke så meget de fem dage over termin, der bekymrer Susanne Holm, men derimod manglende spark og bevægelser, da hun i maj 2009 møder ind på hospitalet til en ”tryghedsscanning”. Efter jordemoderen har scannet, bliver der tilkaldt en læge, som fortæller at den lille søn, Susanne venter, er død inde i hendes mave af iltmangel.
Susanne skal føde sin lille dreng helt naturligt, men får lov til at tage hjem sammen med sin daværende mand for at fortælle det til familie og venner og få muligheden for at tale det igennem i fred. Næste dag skal hun møde ind på hospitalet og sættes i gang med fødslen.
”Vi gjorde faktisk det, at vi tog hen i et center tæt på, hvor vi boede og købte to små sæt babytøj. Vi vidste ikke, hvad vi skulle have, så vi købte et til en pige og et til en dreng. Det var så surrealistisk, når jeg tænker tilbage på det. Jeg var helt hul inden i, og der var babyer, barnevogne og gravide maver over alt. Det følte jeg i hvert fald”, fortæller Susanne Holm.
”Jeg følte, jeg forlod mit barn”
Om natten går fødslen i gang, og i bilen på vej til hospitalet går vandet.
Susanne og hendes mand når lige at komme på fødegangen og 40 minutter senere er Viktor født.
”Han var hos os hele dagen, og han var så fin og perfekt. Vi vaskede ham, gav ham ble og det sæt tøj vi havde købt til ham på, og så kom vores familier og så ham”, fortæller Susanne.
Det, der står i Susannes erindring som noget af det sværeste midt i sorgen er, da hun og hendes mand skal køre fra hospitalet. Viktor skal obduceres, og Susanne og hendes mand har sagt farvel til ham.
”Jeg følte, jeg forlod mit barn. Og det var så unaturligt for mig at forlade ham. Inden i mig havde jeg sagt farvel og indstillet mig på, at jeg ikke skulle se ham igen. Det havde jeg ikke lyst til, for jeg var bange for, at han ville forandre sig så meget på de dage, der ville gå inden begravelsen. Men da dagen for begravelsen kom, sagde vores bedemand, at Viktor stadig var rigtig fin. Så var jeg ikke et sekund i tvivl. Selvfølgelig skulle jeg se min lille dreng igen”, siger Susanne.
Den lille hånd på skulderen
Der er al mulig og fantastisk hjælp at hente hos personalet på Odense hospital, og Susanne og hendes mand bliver tilknyttet en sorggruppe, der hører under hospitalets regi. Men der skal mere til og Susanne har brug for at gøre noget. Hun tager derfor kontakt til Landsforeningen Spædbarnsdød, hvor hun får en kontaktperson, der viser sig at være en stor hjælp midt i sorgen over Viktors død. Det er med den hjælp, med lysten til at give noget tilbage og med Viktor i tankerne, at Susanne Holm sætter sig på sin mountainbike den 2. juni og har en godt 400 kilometer lang cykeltur foran sig. Ve-No Tour 2017 ser Susanne som en mulighed for at sige tak til Landsforeningen Spædbarnsdød for den hjælp de gav til hende og hendes mand, da de allermest havde brug for den.
”Det er med Viktors hånd på skulderen, at jeg gør det her, og jeg får brug for den hele vejen”, siger Susanne.
Hun tog selv kontakt til Thomas Hofstedt Nielsen efter at have fulgt ham på Facebook under Ve-No Tour 2016. De mødtes efterfølgende til DHL stafet, hvor Susanne så muligheden for at få en snak med Thomas omkring cykelturen. Efter det skrev hun til ham, at hun gerne ville cykle med i år.
”Jeg synes, det var så sejt, det Thomas havde præsteret, og det vil jeg gerne være med på. Jeg har altid dyrket meget sport og løbet og er i god form, men jeg er ikke naiv, og jeg ved, det her bliver en kæmpe udfordring. Men jeg glæder mig. Og vi skal klare den”, siger Susanne.
