Tid til at tænke på Anine, mens jeg kigger ud over havet
I pinsen bliver Nina Hagbarth Bjerring for første gang en del af feltet i VENOtour, men den 44-årige kvinde fra Ry er allerede en erfaren rytter. Hun har nemlig kørt MTB i næsten 10 år, og langdistanceløb er ikke en fremmed disciplin for hende. For Nina er MTB hverdagens motion, og det er samtidig et frirum, hvor kroppen bliver opladet og hovedet bliver afladet.
Ud over at få en god cykeloplevelse, kører Nina for sin datter, Anine, som hun mistede til en hjertefejl i 2007, og med touren ønsker Nina at give noget videre.
”Jeg føler, at jeg kan give noget videre. Vi anede ikke, at foreningen eksisterede, før vi mistede. Men straks blev den støtten til at komme igennem den overvældende sorg.”
”VENOtour kan forene det indadvendte med det udadvendte”
For Nina er kombinationen af en godgørende oplevelse for sjælen og den gode gerning for andre netop den motivation, som skal få hende godt igennem pinsens lange strækning.
”Jeg vil gerne samle penge ind til, at andre forældre, der mister deres barn, kan få den samme hjælp og rådgivning, som vi fik for snart 14 år siden. Midt i den enorme sorg over at miste et barn, er det så vigtigt ikke at føle sig alene og at blive forstået.”