Nina Hagbarth Bjerring er eneste kvinde på VENOtour 2023 holdet og cykler turen for anden gang med sin datter i tankerne.
Nina bor i nærheden af Ry i Midtjylland sammen med Jeppe og deres fire børn; David, Enna, Martha og Vitus.
De er også forældre til Anine, som de mistede og som Nina cykler VENOtour med i tankerne.
Da de i sin tid mistede Anine oplevede de, at det var en kolossal hjælp straks at få materiale og gode råd fra Forældre & Sorg.
I en helt uoverskuelig og overvældende smerte, var der fortællinger om håb.
”Der var forståelse, vi var ikke alene, og nogen havde trådt stien før os.”
Da Nina første gang kørte VENOtour følte hun det stærke, umiddelbare fællesskab, der ligger i at alle har kendskab til dét at miste et barn.
Der var dybe dialoger med det samme, som gav et frirum til at have Anine i fokus på en måde, man ikke kan i hverdagen eller med udenforstående.
Nina oplevede det enormt meningsfyldt at køre gennem det smukke landskab og samle penge ind til, at andre forældre kan få hjælp i fremtiden. Nina vil uendelig gerne give muligheden for hælp videre og oplever, at det er meget givende at give noget videre til andre. Hun glæder sig til turen endnu en gang.
”Jeg elsker at cykle på min mountainbike, så for mig blev stemningen nærmest meditativ”