Jeg hedder Michael Wirring Tjørnelund, 30 år gammel. Jeg bor sammen med min hustru Camilla og vores datter på 1 år, Athena. Vi har vores tilværelse i Vipperød lige udenfor Holbæk på Nordvestsjælland. Ved Sdr. Asmindrup Kirke cirka 2 kilometer væk ligger vores søn August.
Jeg har valgt at tilmelde mig VENOtour i 2022, fordi jeg ved at projektet kan gøre en forskel, på flere måder.
Først og fremmest ønsker jeg, at forældre som står i deres livskrise, skal se at det er muligt at tage minderne og sorgen med, og igen leve et godt og meningsfyldt liv.
Da vi mistede August oplevede jeg meget modløshed, og det var svært at tro på, at livet faktisk kunne blive en glæde igen. Jeg fandt inspiration i historier og eksempler på mennesker, som havde oplevet det samme som jeg, og var kommet tilbage til et meningsfyldt liv.
Dernæst handler turen for mig om at støtte infrastrukturen bag de forældre, som har brug for hjælp. Forældre&Sorg gjorde en stor forskel i vores sorgarbejde. Vi gjorde brug af personlig rådgivning, sorggruppe, og sorgseminar.
Jeg tror ikke, at vi havde fået os selv og hinanden hele vejen igennem sorgen, hvis vi skulle have klaret os uden de tilbud.
Jeg cykler med min søn August.
August blev født den 30. marts 2019, og var på alle måder en helt perfekt og velskabt dreng, som desværre ikke kom levende til verden.
Det er vigtigt for mig, at Augusts minde bliver brugt positivt, og at hans aftryk i verden er ham værdigt. Vi skylder vores børn, både de levende og de døde, at vi gør vores bedste.
Når noget gør meget ondt eller er meget ubehageligt, så er det August som hjælper mig igennem.
Jeg håber virkelig at vi kan få lavet en flot indsamling i 2022. Jeg håber at vi i 2022 kommer endnu mere ud til de private i indsamlingen. At helt almindelige mennesker får åbnet øjnene for vores sag, og at de kan se et meningsfyldt mål for deres støtte – ville betyde rigtig meget.
2022 bliver min tredje tur. Min motivation for at deltage er grundliggende den samme, som på første tur.
Første gang jeg deltog var en kæmpe oplevelse, på flere måder. Turen op langs vestkysten er unik og at cykle 440 km på 3 dage er også ret vildt. Det at dele turen med ligesindede er noget helt specielt.
Det største minde jeg har fra min første tur er fra Skagen. Jeg gik ned til vandet lige efter vi var kommet i mål. Jeg stod og kiggede på horisonten, og mærkede hele kulminationen på den forberedelse, jeg havde haft sammen med August. Det var et kæmpe øjeblik.