Mit navn er Michael Tjørnelund, og jeg bor i Vipperød udenfor Holbæk med min hustru Camilla. Vi blev den 30. Marts 2019 forældre til August, som aldrig nåede at opleve verden udenfor Camillas trygge mave.
Jeg har valgt at cykle VENOtour, og fortælle om vores oplevelser med at miste og alt hvad der hører med, for at skabe opmærksomhed og samle penge ind til Landsforeningen Spædbarnsdød.
Den 30.Marts 2019 begyndte et nyt liv for Camilla og jeg. Vi blev forældre til August, han var vores første barn. Graviditeten havde været helt ukompliceret, og helt igennem lykkelig. August var et ønskebarn, som vi på en altan i Grækenland var blevet enige om at vi skulle lave. Vi gik de efterfølgende 9 måneder og forberedte os, indrettede vores hjem og vores dagligdag så børnevenligt som muligt, så alt ville være klar når August kom ud til os.
Jeg tror aldrig, at jeg har været mere klar til noget som helst, end til at få August med hjem og begynde livet som familie. Jeg var på den anden side slet ikke klar til, at vi ikke fik lov at få ham levende med hjem.
Camilla var gået noget over tid, og efter et besøg på fødegangen, hvor en jordemoder lyttede på August, blev det besluttet at vi skulle komme igen 2 dage senere, og få startet fødslen.
Da vi kom tilbage 2 dage senere, blev August konstateret død i maven.
Det var startskuddet til livet, som vi kender det nu. Vi var slet ikke klar til det, og vi har haft hårdt brug for hjælp undervejs. Som almindelige kommende forældre, og almindelige mennesker helt generelt, er man ikke forberedt på, hvordan man skal være en god forældre til et dødt barn.
Hvordan møder man en omverden, som ikke forstår, og som aldrig kommer til det? Hvordan fortsætter man livet, når det man ønsker over alt andet aldrig vil komme tilbage? Hvordan er jeg far, når jeg ikke kan tage min søn med i skoven? Hvorfor har min partner det ikke som jeg har det, er der noget galt med mig? Bliver jeg nogensinde glad igen, som jeg var det før? Hvorfor husker jeg så dårligt, og hvorfor bliver jeg så stresset over de mindste ting? Hvorfor kan jeg ikke se andre i øjnene?
Alle disse ting er noget jeg personligt har haft det svært ved. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at have det sådan, og det kan jeg takke Landsforeningen Spædbarnsdød for.
Gennem personlig rådgivning har jeg fået en rigtig vigtig hjælp. Hver gang jeg har haft en samtale med min rådgiver, er jeg blevet rustet til at håndtere det, jeg har haft det svært med. Ofte har jeg meget mere brug for hjælpen, end jeg selv forstår, det går først op for mig efter, at jeg har modtaget den.
Landsforeningen Spædbarnsdød tilbød Camilla og jeg at komme i en sorggruppe med andre forældre med tilsvarende oplevelser. At møde ligesindede som forstår hvad vi siger, har været helt uvurderligt. Både Landsforeningen og de andre forældre fra gruppen har haft kæmpe betydning for, at vi har det som nu, og at vi har kræfterne og værktøjerne til at kæmpe.
Der er langt til Skagen, det ved vi godt i forvejen. Men det er svært at vide om vi skal cykle 3 dage i modvind, det kan godt gøre mig nervøs. Og det er svært at vide hvordan jeg reagere mentalt på så lang en anstrengelse, men jeg kan ikke vente.
Jeg stiller op til VENOtour for at give noget igen. Og jeg stiller op, fordi det er noget jeg kan gøre sammen med August. Han vil være med mig hele vejen, som han har været det længe. Jeg glæder mig helt vildt til turen, og jeg elsker træningen op til.
Jeg elsker det ikke fordi jeg synes det er fedt at cykle, men fordi det er noget jeg gør med August, på grund af August, og for August.
