”Jeg gør ikke det her for at være sej, men for at støtte en god sag”
Af Ditte Toft Juste, journalist Landsforeningen Spædbarnsdød
Det, der begyndte som en helt almindelig og lykkelig graviditet, sluttede i sorg og uden den levende lille baby, som Martin Wissendorf Apitz og hans hustru Sara havde glædet sig til.
I uge 21 viser en rutinescanning, at parrets lille pige har små cyster på nyrerne og underudviklede lunger. Hun kan ikke overleve uden for sin mors mave, og derfor beslutter Martin og Sara, at deres pige skal fødes og dermed stoppes graviditeten.
Det bliver en lang og opslidende fødsel, hvor Sara ligger med veer i et halvt døgn, inden hun føder en lille pige, der, med parrets egne ord, havde den fineste lille trutmund. Martin og Saras lille pige dør umiddelbart efter fødslen, da hun ikke selv er i stand til at trække vejret. Efter en kort undersøgelse bliver parrets pige gjort i stand, og de får tid til at sidde med hende og holde hende i hånden.
Helt alene og fortabt
Men desværre bliver forældrenes tid med deres baby afbrudt på værst tænkelig måde. Sara er ved at forbløde, fordi der er opstået problemer, efter jordemoderens forsøg på at få moderkagen ud lige efter fødslen. Sara bliver kørt væk og skal hasteopereres, og tilbage står Martin med sin døde datter og med tankerne og hjertet fyldt op af bekymringer for sin hustru.
”Jeg kan huske, at det var om natten, og jeg følte mig helt alene og fortabt. Det var hårdt. Sara klarede den heldigvis, og hun var bagefter indlagt på intensiv”, siger Martin. For ham betød det alt, at være en støtte for sin hustru. Han forklarer det selv som en altoverskyggende lyst til at passe på hende, for i hans tanker, var det hende, der gennemgik det værste.
”Det var ikke mig, der havde båret og mærket vores datter, og nu lå der på intensiv efter at have født og været igennem en operation. Det var Sara. For mig havde det jo ”bare” handlet om forventningens glæde over, at vi skulle være forældre”, siger Martin.
Hvornår vil livet føles godt igen
Da Sara bliver udskrevet fra intensiv, følger et par dages indlæggelse på en anden afdeling på Svendborg Sygehus. Og her hører Martin og Sara for første gang om Landsforeningen Spædbarnsdød fra en sygeplejerske.
”Vi har meget at takke den sygeplejerske for. Hun var bare rolig og lyttende og havde mange års erfaring med forældre, der mister et spædbarn. Så hun var virkelig en støtte for os. Hun fortalte om Landsforeningen Spædbarnsdød, og især Sara havde et stort behov for at tale med nogle, der havde været der, hvor vi stod. Og spørge dem om livet nogensinde ville føles godt igen”, siger Martin. Kort tid efter kontakter Martins hustru Landsforeningen Spædbarnsdød, og det bliver starten på et forløb, der i dag stadig betyder meget for parret. Det er også en af grundene til, at Martin har valgt at cykle Ve-No Tour 2017.
”Alle de ting jeg ikke forstod i det her, fandt Sara nogle i Landsforeningen (red. Spædbarnsdød), som forstod. Det har hjulpet mig indirekte, forstået på den måde, at Sara fik hjælp til at sætte ord på sorgen, og det hjalp os begge. Jeg tror ikke, vi var kommet så godt videre, hvis vi ikke havde fået hjælp fra Landsforeningen, og derfor vil jeg gerne bidrage til, at folk ser det gode arbejde, der bliver gjort for forældre, der mister et spædbarn”, siger Martin.
Han ved, at den godt 400 kilometer lange cykeltur bliver en fysisk udfordring, for det minder på ingen måde om kampsport eller surfing, som Martin ellers dyrker. Men han føler sig mentalt klar og understreger, at han ikke gør det for at være sej eller bevise noget for nogen. Han gør det for at sætte fokus på spædbarnsdød og støtte op om Landsforeningen Spædbarnsdød.
”Jeg er fuldstændig hooked på at gennemføre, og jeg håber på en god opbakning og indsamling undervejs. Det tror jeg kommer til at betyde meget for motivationen”, siger Martin.
Små fødder sætter også spor
Siden den dag i 2006 hvor Martin og Sara oplevede både at få og miste deres lille pige, har de fået to raske og sunde børn. En datter der i dag er ni år og en søn der er syv år. Deres lille pige ligger på en kirkegård i Svendborg sammen med andre spædbørn, der ikke nåede at leve længe. Over den fælles grav står en sten med ordene ”Små fødder sætter også spor”.
Det spor, som Martin føler hans lille pige har sat er en bevidsthed om, at livet kan ændre sig lynhurtigt, og hun vil hver dag, altid, og for resten af livet være en del af det liv, som Martin deler med sin hustru.
