Kristian Staalegaard, Odense;
Jeg skal i år køre VeNo tour for anden gang. Sidste år var det simpelthen så skøn en oplevelse, at jeg bare må afsted igen.
Okay, der er nok et halvstort sår et ømt sted og nogle trætte ben, jeg har glemt i mellemtiden, og det er nok også bedst sådan….
Jeg cykler nok mest, fordi vi har mistet et barn. Karoline nåede aldrig at komme til verden. Hun døde i min kone Hannahs mave i 7. måned af graviditeten. Hun ville have været 7 år nu. Jeg savner hende. På en underlig måde, for jeg har jo aldrig mødt hende, aldrig haft hende i levende live i mine arme. Men jeg savner hende, og jeg tænker i perioder en del på det her underlige hul, som jeg har. Jeg har et barn, som ikke er der. Hun skulle have været nummer tre efter Konrad og Bertram. Vi har fået Viktoria efter at vi mistede, og som årene er gået, så ændres alt muligt i omgivelserne.
Vi bliver ældre, og sorgens plads ændres. Den bliver ikke mindre, men anderledes.
Jeg cykler også, fordi Landsforeningen Spædbørnsdød var så helt central for mig (og Hannah) i tiden efter at vi havde mistet Karoline. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan vi skulle have klaret os igennem uden hjælp. Det må være et af de øjeblikke i mit liv, hvor jeg havde brug for mest mod, da vi stod og skulle ind til første møde i den gruppe, vi kom med i. Nu skulle vi ind til vidt fremmede mennesker og dele med dem, hvad vi knapt forstod, og endnu mindre havde en ide om, hvordan vi skulle håndtere. Det var svært.
Hurtigt gik det dog op for os, at her var der noget helt uundværligt. Andre, som kunne forstå. Andre som beskrev, hvad jeg ikke selv kunne sætte ord på, og som ikke løb væk eller forsøgte at få mig til at snakke om noget andet end det som fyldte det hele.
Jeg vil rigtig gerne være med til at støtte Landsforeningen Spædbørnsdøds arbejde. Sidste år lykkedes det at få samlet næsten 100.000 ind, og det er penge, som er kommet mange til gode i året som er gået.
Mens jeg sad på cyklen sidste år, var det en skøn følelse at vide, at vi var med til at sikre fortsat støtte til familier som mister et spædbarn