Folk siger: ’Hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere’ – Men der er løgn!
Skrevet af: Mette Kimose Hess – Journalist for Landsforeningen Spædbarnsdød
I Odense bor 40-årige Kristian Poulsen med sin kone Hannah, deres to drenge, Konrad og Bertram og deres yngste pige, Viktoria. Men hver dag mangler de én. De mangler Karoline, der kunne have været 6 år i dag. Hun døde inde i Hannahs mave i 7. måned, og nåede aldrig at komme ud og møde det liv, der ventede på hende.
Karoline var allerede død, da hun blev født på Odense Universitetshospital, hvorefter familien tog hende med hjem til Konrad på 7 og Bertram på 2, der havde glædet sig til at blive storebrødre.
”Det var godt, at vi gjorde det. For så kunne børnene sidde med hende og se hende, og forstå, at hun var en død baby,” siger han og husker en særlig episode, der gjorde indtryk:
”Vores yngste dreng, Bertram, gav Karoline en bamse i den kasse, hun var i mens hun var hjemme hos os. Tidligt næste morgen tidlig ville han gerne se hende igen. Og det gjorde vi selvfølgelig. Da vi så åbnede kassen, skyndte hans sig at stjæle sin bamse tilbage og lukkede låget igen”
Kristian slår pludselig over i en mild latter, imens han tænker tilbage, og skynder sig næsten undskyldende at forklare hvorfor:
”Det synes vi bare var så fint, at hun, i den korte tid hun var her, faktisk også nåede at opleve rigtig søskendekærlighed – og få stjålet sin bamse af sin bror.”
”Det var jo ikke mig, der havde det værst!”
Tiden efter begravelsen husker Kristian som en døs. Et uoverskueligt bjerg af tid, hvor han forsøgte at klare sig igennem hverdagen så godt som muligt, samtidig med at han var den stærke familiefar, der skulle passe på to børn og sin kone. Oveni det skulle han også håndtere sin egen sorg. Det var næsten umuligt.
”Det var jo ikke mig, der havde det værst,” husker Kristian i dag, når han skal beskrive tiden efter Karolines død.
”Jeg følte hele tiden, at det var værre for Hannah. Det var jo hende, der havde været igennem fødslen. Eller børnene, der havde mistet en søster. Jeg følte, at jeg skulle være den stærke, der passede på dem alle sammen. Og så var min sorg mindre vigtig. For det var ikke mig, der havde det værst,” siger han og bliver stille for en stund.
Sorg er ikke en konkurrencesport. Og der findes ikke en vinder eller en taber sidst på dagen. Der findes bare mere sorg, indtil man finder ud af at håndtere den. Og det gjorde Kristian så endelig en dag efter 4 måneder med konstant, tung hovedpine.
”En dag så løb jeg en tur, og imens jeg løb, havde jeg slet ikke hovedpine. Det var fantastisk. Ellers gik jeg jo konstant og følte mig utilstrækkelig, og jeg kunne slet ikke gøre alt det, der var behov for i familien”. Sådan husker Kristian i hvert fald selv, at tiden føltes.
Derfor begyndte Kristian og Hannah i en sorggruppe i Landsforeningen Spædbarnsdød sammen med 3 andre par, der også havde mistet. Og det ændrede Kristians situation:
” Det er ikke fordi sorgen bliver mindre, fordi man sidder med tre andre par, der har været det samme igennem. Men det var episk, at være sammen med de her mennesker, som beskrev det samme, som jeg selv følte, uden jeg nødvendigvis selv vidste, at jeg følte det sådan.
Kristian bliver stille for et øjeblik, imens han leder efter ord, til at beskrive det helt rigtigt. Endelig fortsætter han og siger:
”Jeg fandt ud af, at det er sådan her det er! Og det er sådan her man har det! Man HAR det så forfærdeligt – det er naturligt. Og sorgen må godt fylde.”
”Folk, der er vant til at cykle, ryster på hovedet af mig!”
I Odense er træningen allerede i fuld gang for Kristian. For lige siden Karolines død har motion været en fast hjælper i hans liv. Målet i Skagen og en udfordring på over 400 kilometer i sand og vand var en god idé, der skulle afprøves.
”Jeg synes, det er en fin ting at gøre. Og det har faktisk et dobbelt formål. Jeg kan både samle penge ind og give noget tilbage til Landsforeningen (red. Spædbarnsdød), og jeg kan gøre noget med mit døde barn,” siger Kristian om, hvorfor han tilmeldte sig til VE-NO Tour 2018.
Kristian er vant til at cykle på arbejde. Men han har aldrig før cyklet på mountainbike, og slet ikke så langt eller i så mange dage i træk. Derfor har han været nødt til at investere i en mountainbike, så han forhåbentlig kan klare strabadserne.
”Jeg er en lille smule skræmt ved tanken,” indrømmer Kristian og siger med en grinende stemme:
”Når jeg fortæller om mine planer til folk, der er vant til at cykle, så ryster de bare på hovedet, og det skræmmer mig endnu mere!”
Kristian griner lidt af det hele og af, hvor skørt det må lyde i andres øre, at man har lyst til at udsætte sig selv for 3 dages ømme ben og bagdel – frivilligt. Men der er en mening med galskaben. For ikke nok med at Kristian cykler for sin datter Karoline, han får også selskab og måske muligheden for at lægge sig lidt på baghjul hos sin lillebror, der også cykler med i VE-NO Tour. Hans barn døde nemlig også under fødslen, men blev genoplivet til et liv med svære handicap.
”Da jeg fortalte det til min lillebror, så ville han også rigtig gerne med. Og det gjorde mig rigtig glad. Jeg tror, at vi kommer til at køre lidt sammen. Og nogle gange snakker vi måske, og andre gange kører vi bare med hver vores tanker. Men det er rart, at have en med, jeg kender.”
I dag, 6 år efter, er Kristian heldigvis kommet ud på den anden side af oplevelsen sammen med hele sin familie – og Viktoria, der kom til verden et år efter Karoline. Og selvom sorgen og tabet ikke er noget, der går Kristian på sådan på daglig basis, så er det stadig en stor ting i hans liv, forklarer han og siger:
”Det værste er, når folk skal finde en mening med det. For det ER der ikke. Nogen vil så gerne sige til mig: ”Hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere” – Men det er løgn! Jeg er IKKE blevet stærkere af det her – jeg er blevet svagere! Og jeg vil altid have med mig i tankerne, hvis ikke Karoline var død, så ville hun være hos mig nu.”
Fra fredag d. 18. maj til søndag d. 20. maj vil Karoline i hvert fald være hos Kristian Poulsen, når han cykler fra Blåvands Huk til Skagen for at samle penge ind i hendes navn.
