”Her har jeg en helt unik mulighed for at vise Tristan frem”
Skrevet af: Mette Kimose Hess – Journalist for Landsforeningen Spædbarnsdød
Et par klik med musen, og så var det gjort. Tilmeldingen.
Det var nemlig noget at det første, den 35-årige efterskolelærer, Klaus Johannsen, gjorde i det nye år – da han tilmeldte sig VE-NO Tour. Det over 400 kilomenter lange cykelløb i Danmarks vandkant, der er en udfordring på mountainbike i 3 dage. Men han gjorde det ikke kun for sin egen skyld. Han gjorde det også for Tristan.
”Vi fejrer ham på særlige dage hvert år. På hans fødselsdag og på allehelgensaften, men alle andre dage er det svært at vise ham frem. Men her er en helt unik mulighed for at få lov til at vise Tristan frem,” fortæller Klaus Johannsen om, hvorfor han har valgt at sige ja til udfordringen.
- 4. august 2012 både fik og mistede Klaus sin kun 24 uger gamle, ufødte dreng, Tristan.
Tristans mor, Hanna, og Klaus måtte hastes med ambulance fra Esbjerg sygehus til Odense Universitetshospital, fordi fostervandet pludselig gik – alt for tidligt. Og på sygehuset kunne personalet ikke stille noget op for at redde Tristan. Den efterfølgende dag, blev fødslen sat i gang.
”Det var en fuldstændig normal fødsel, og det var faktisk en god oplevelse, selvom jeg ved at det lyder helt absurd. Vi vidste jo at hjertet var holdt op med at slå dagen før, men da Tristan blev født, var det den mest naturlige følelse at sidde ham ham i armene. Folkene på sygehuset var bare så gode til at stille alle de svære spørgsmål og hjælpe med alle de beslutninger, der skulle træffes, for det kunne vi jo slet ikke selv,” husker Klaus, når han tænker tilbage på det kaos, der pludselig opstod, da deres dreng døde.
I starten var alting helt uoverskueligt.
I dag er Klaus 35 år og arbejder som lærer på en efterskole. Og selvom livet er gået videre, og den værste smerte har lagt sig. Så er det ikke en sorg, han nogensinde kan komme sig over. Og det behøver han heller ikke, har han lært:
”Jeg vil sige, at i dag kan jeg forholde mig til det. Vi har været på forældreseminar igennem Landsforeningen, og det har været en kæmpe hjælp,” siger han, og taler med en stemme, der er både kraftfuld men dæmpet på samme tid. Han tager en lille pause i sin talestrøm, inden han fortsætter og siger:
”I starten var alting jo helt uoverskueligt, og man sad med de her tanker om, hvor uretfærdigt det var. Og man får sgu nogle grimme tanker. Men så oplevede jeg, at alle andre sidder også med de her grimme tanker – og at det var helt naturligt.”
Det er derfor, at Klaus hopper på cyklen til maj. Både for at kunne gøre noget godt for andre med indsamlingen, men også fordi han ved, at det hjælper at tale om sorgen. Og især at tale med andre som har oplevet samme ubærlige sorg.
”Jeg tror, at vi mænd har den her beskytterfølelse indeni. Vi føler, at vi skal passe på de andre i familien, og så kan det være svært at få plads til sine egne følelser. Og det at mødes i et fællesskab med andre fædre, der sad med de samme følelser, det gjorde en forskel,” siger Klaus Johannsen, og han håber, at han også kommer til at opleve det på cykelturen. Men der er også noget ganske andet, der motiverer ham, til at hoppe på jernhesten og trodse både regn og modvind. Det er tanken om at hjælpe andre, der er i samme situation.
”Jeg vil gerne give noget tilbage. Og hvis jeg kan gøre noget aktivt for Landsforeningen (red. for spædbarnsdød), og de kan få nogle penge ud af det her, ja, så synes jeg, at den her cykeltur er givet rigtig godt ud!”
Det kommer til at kræve en god grundform
Foråret og VE-NO Tour nærmer sig, og derfor er Klaus allerede gået i træning. Flere gange om ugen hopper han på en spinningscykel, og når kalenderen om lidt kun tæller 100 dage til afgang, så hopper han også på sin egen cykel for at træne i både modvind og regnvejr fire gange om ugen. For han ved godt, at det kræver en ret godt form at komme igennem de mange kilometer i sand og ujævnt terræn. Men han frygter ikke udfordringen. Han glæder sig bare:
”Det bliver helt sikkert en personlig udfordring! Og det kommer til at kræve en god grundform – så det skal der lige gøres noget ved!” Griner Klaus med en latter, der fortæller, at han nok skal klare den og alt det modvind og regnvejr, der måtte komme.
I dag ville Tristan have været 5 år og storebror til både Felix på 4 år og Vigga på halvandet år. Og selvom børnene og Klaus kender Tristan og hans historie, så er det stadig en daglig kamp for Klaus, at han ikke kan vise Tristan frem til resten af omverden. For hvordan viser man sit døde barn? Derfor cykler Klaus fra Blåvandshuk til Skagen. For at få lov at vise og mindes Tristan. Og når så cyklen endelig triller de sidste meter over målstregen, så står både Felix og Vigga klar til at tage imod dem med åbne arme.
