Kjeld Dollerup, 44 år, Sønderholm ved Aalborg
Jeg cykler med i VENOtour 2020 for at støtte Landsforeningen for Spædbarnsdød. Jeg kører for min søn Aksel, som vi mistede i 2017.
Vi har selv haft stor hjælp og glæde af foreningens tilbud i forbindelse med at, vi mistede vores søn og vi ønsker at øge opmærksomheden omkring foreningens virke og formål. De forældre som mister deres spædbarn, skal have mulighed for at få den bedst mulige hjælp til at bearbejde sorgen.
Jeg håber på, at det er muligt at skabe opmærksomhed omkring VENOtour og dermed få indsamlet så mange penge som muligt til foreningen. For mig personligt giver det mulighed for at få bearbejdet den sorg, som jeg stadig går rundt med. Det giver mig mulighed for, at italesætte mine oplevelser og gøre min omgangskreds opmærksom på, at det stadig fylder hos mig og min familie.
Det er også vigtigt for mig, at kendskabet til Landsforeningen Spædbarnsdød bliver udbredt. Da vi mistede vores søn, vidste vi ikke at foreningen eksisterede. Forældre, som mister et barn har måske ikke overskud til at søge efter informationer og hjælp, og kan derfor gå glip af Landsforeningen for Spædbarndøds gode tilbud og hjælp.
Jeg glæder mig rigtig meget til VENOtour og til at opleve det sammenhold, som lynhurtigt opstår, når vi deler samme traumatiske forhistorie.
Jeg tror, at det hårdeste ved at deltage i VENOtour 2020 bliver det mentale, fordi jeg i de dage skal tilbringe tid/cykle sammen med ligesindede. Det bliver hårdt at høre de andre deltageres bevæggrunde for at deltage, selvom det også er det, som knytter os sammen.
Udover de mentale udfordringer, så ser jeg frem til at nyde naturen langs Vestkysten, men jeg frygter kørsel i det bløde strandsand, som noget af turen byder på. Ingen tvivl om at bagdelen nok skal blive øm.