JEG GØR DET HER FOR REBEKKA
Skrevet af: Mette Kimose Hess – Journalist for Landsforeningen Spædbarnsdød
At melde sig til et cykelløb, der varer 3 dage i træk, og er 420 kilometer langt, det er selvsagt en udfordring. Men det er faktisk ikke kun en fysisk udfordring. Det er også en logistisk udfordring. For tid er der altid for lidt af – især i børnefamilier, hvor der også skal laves aftensmad og passes arbejde og lektier, kvalitetstid og fritid. Og det er på en god dag. Så er der også de dage, hvor det hele vælter. Hvor børnene er syge og græder i timevis. Aftensmaden bliver planlagt en uge i forvejen, nattesøvnen bliver spoleret og hverdagen koordineres efter køreplaner, der er langt mere komplicerede end hos DSB. Det er i de perioder, det er svært at finde overskuddet og ja-hatten frem. For slet ikke at snakke om løbeskoene eller mountainbiken.
Men det har Jonas Kronborg Palm fra Holstebro alligevel gjort. Lige midt i sit livs kaos. Han og hans hustru gravede dybt i overskudskassen og fandt tid og logistiske løsninger, så Jonas kunne cykle VE-NO Tour. For deres hverdag er lidt mere udfordrende end de fleste andres.
”Der er Kristina bare rigtig dejlig!” siger Jonas med en stemme så varm og kærlig, at han næsten lyder nyforelsket, når han fortæller om sin hustru igennem 12 år, og hendes reaktion på, at han gerne ville cykle fra Blåvandshuk til Skagen.
”Da jeg fortalte det, så sagde hun bare; Ok, hvis Rebekka kan komme i aflastning den weekend er det fint, det finder vi ud af. Det skal du bare gøre!” fortæller Jonas med en stemme, der både rummer taknemmelighed og anerkendelse på samme tid.
Jonas og hans hustru har nemlig tre børn. Julie på 9 år, Jonathan på 6 år og lille Rebekka på 2 år. Men Rebekka er ikke som alle andre børn. Hun kræver konstant pleje i døgnets 24 timer. For Rebekka var død ved fødslen, og i 20 minutter forsøgte lægerne at genoplive hende. Egentlig havde lægerne besluttet at give op, men det havde Rebekka ikke, og hun kom tilbage til livet imod alle odds. Men det var ikke et almindelig liv, Rebekka vendte tilbage til. Resten af livet vil hun være svært hjerneskadet, og i alle hendes vågne timer skal nogen sidde med hende i armene. Derfor går Kristina i dag hjemme, for at give sin datter den bedste mulige livskvalitet.
”Derfor troede jeg ikke, at jeg kunne deltage i løbet. Altså på grund af alt det praktiske. Og det giver sig selv, at jeg ikke kan træne lige så meget som alle andre. Men jeg gør mit bedste. Og jeg gør det her for Rebekka.”
En stærk far
36-årige Jonas arbejder til dagligt som pædagog, og han har altid været aktiv. Inden Rebekka kom til verden dyrkede han sport, og renoverede selv familiens hus. For Jonas er en handlingens mand. En gør-det-selv-type, der godt kan lide at være i gang.
”Det har tændt noget inden i mig igen. Det er en følelse af, at jeg godt kan gøre det her, selvom det måske ikke er særlig smart, men fordi jeg rigtig gerne vil gøre det. Jeg vil gerne gøre det for Rebekka, og vise hende at jeg ikke har givet op. Men at jeg er en stærk far,” siger Jonas.
Og selvom Jonas ER en stærk far, så har det nye liv sine begrænsninger. Derfor har familien fået tilknyttet en aflastningsfamilie, og én weekend om måneden får de passet Rebekka, så alt fokus kan være på de andre børn, Julie og Jonathan. Og nu har de altså også gjort plads til projekt: VE-NO Tour.
”Jeg håber, at jeg kan tage noget med mig fra den her oplevelse. Når jeg kommer hjem, og Rebekka fx har grædt i en time, så kan jeg sige til mig selv, at det her kan jeg godt udholde. Det, at jeg har gjort det her for mig selv, det gør også, at jeg kan finde styrken til at gøre noget for hende,” siger Jonas med en stemme, der emmer af kærlighed.
Brødre i livet og i skæbnen
Der er også en anden ting, der motiverer Jonas til at cykle til Skagen. Og det er hans bror Kristian Poulsen. De to har nemlig mere tilfælles end andre brødre. De har nemlig begge oplevet at miste. Kristian mistede sin pige, Karoline, i 7. måned. Derfor betyder det ekstra meget for Jonas at kunne deltage i cykelløbet sammen med Kristian, så han kan vise sin opbakning til sin bror og til sin egen pige:
”Kristian har hjulpet mig rigtig meget! Det har været uundværligt! Jeg har brugt rigtig meget krudt på at være den stærke i familien. Der er ikke ret mange, der spørger til mig, de spørger mere til Kristina eller Rebekka, og så har det være dejligt at have Kristian, som jeg kunne tale med,” siger Jonas med en stemme, der bliver berørt. Han trækker vejret og fortæller:
”Mine forældre er flyttet fra Bornholm til Vestjylland for at hjælpe os og de kommer mindst en gang om ugen, og det er rigtig dejligt. Og så har jeg troen på Gud, og det hjælper. Jeg er ikke i tvivl om, at det skal være sådan her, men nogle gange kan jeg bare ikke se meningen med det hele.”
Selvom Jonas fortæller om de svære dage, og de næsten uudholdelige nætter med barnegråd og spoleret nattesøvn, så er Jonas både sympatisk og utrolig positiv. Han og hans lille familie er stærke. Og de klarer den. Også i ægteskabet, hvor de nu snart kan fejre kobberbryllup. For i Jonas’ familie er der måske ikke så meget tid, men der er kærlighed i overflod.
”Jeg glæder mig virkelig til den her udfordring, og jeg glæder mig til at vise overfor mig selv og min familie, at det her, det kan jeg godt. Og vise at livet ikke går i stå. Vi kan stadigvæk godt sætte os mål i livet.”
