”Jeg svor, at jeg ALDRIG ville gøre det igen!”
Skrevet af: Mette Kimose Hess – Journalist for Landsforeningen Spædbarnsdød
Det var et øjebliks kådhed og smittende begejstring, der første gang fik bestyrelsesformanden for Landsforeningen Spædbarnsdød, Jesper Gade Nissen, til at melde sig til ekstremudfordringen: VE-NO Tour. Det var helt tilbage i 2016, da cykelløbet var blevet afholdt for første gang. Til international mindedag i Odense fik han nemlig overrakt en check på 25.000 kroner, af Thomas Hofstedt Nielsen, der er ophavsmand til projektet, der samler penge ind til Landsforeningen ved at cykle.
”Da jeg står der med checken foran måske 100 mennesker, så udbryder jeg bare, at det vil jeg være med til næste år!”
Jesper griner stadig af sig selv og den impulssive beslutning, når han fortæller historien. Bordet fangede og han stod ved sin udmelding. Han hoppede på jernhesten og cyklede VE-NO Tour første gang i 2017. Faktisk var det første gang han sådan rigtig cyklede i det årti, for det der med at dyrke motion, det var ikke Jespers stærke side inden cykelløbet.
”Det var en oplevelse, og det var en udfordring.”
Han stopper sin sætning, fordi han spontant begynder at griner lidt for sig selv, inden han forsætter og kommer med en indrømmelse:
”Inden løbet havde jeg max trænet mig op til at cykle 50 kilometer i træk. Så den første dag, ej, det var et helvede!”
Jesper griner lidt, når han husker tilbage på sin første VE-NO Tour.
For VE-NO Tour er ikke for svæklinge. Det er et en kæmpe udfordring både fysisk og psykisk for de medvirkende, og det strækker sig over 3 dage og 420 kilometer fra Blåvandshuk til Skagen. Hver dag skal der cykles i sand og bakker, modvind og med ømme ben. Men det er også et meditativt åndehul, hvor minderne, sorgen og savnet får lov til at fylde. Og den oplevelse vil Jesper gerne have igen, for dén fylder langt mere end smerten.
”Da vi kom i mål, så svor jeg, at jeg aldrig ville gøre det igen – men man glemmer hurtigt, hvor hårdt det er, og så er det oplevelsen og formålet, der står i første række.”
Sigurds korte liv
For Jesper og hans familie, der i dag bor i Rinkenæs i Sønderjylland, er formålet med cykelturen Sigurd, deres nyfødte barn de mistede i 2011. Sigurd var parrets tredje barn, og da det blev født for tidligt ved kejsersnit, så var det egentlig ikke noget, der rystede den lille familie, for med Sigurds to ældre brødre var proceduren den samme. Og selvom den første uge på Neonatal-afdelingen gik godt, så var noget anderledes med Sigurd. Lægerne opdager hurtigt ved en rutine scanning, at hans hjerne har en hjerneblødning. Og en bliver til to, og pludselig er næsten 90% af lille Sigurds hjerne fyldt med blødninger. Efter næsten 14 dage vælger man at løfte Sigurd ud af ilten og den kuvøse, der forbinder hans lille krop til livet.
”Sigurd ville ikke have fået et almindeligt liv. Det ville være et liv som multihandicappet. Han ville aldrig komme til at trække vejret eller bevæge sig eller genkende os,” fortæller Jesper.
Jesper og hans hustru for lov til at ligge med Sigurd på brystkassen i deres hospitalsseng, indtil han efter 7 timer stille sover ind.
”Jeg kan ikke huske så meget fra den tid. Det hele er lidt sløret. Men jeg kan huske, at vi dagen efter skulle arrangere begravelsen, og vi susede rundt og kiggede gravsten og skulle vælge gravsted og ordne det med bedemanden, men da vi kommer hjem om aftenen, så opdager vi, at vi faktisk slet ikke havde fået truffet en eneste beslutning. Vi havde åbenbart bare gået rundt uden at beslutte noget.”
Jesper havde ikke kun sin egen sorg at kæmpe med. Han havde også sin hustru og to levende børn, der havde brug for ham. Og derfor søgte de hjælp hos Landsforeningen Spædbarnsdød. Det fik langsomt men sikkert livet tilbage til familien. Faktisk fik foreningen så stor betydning for Jesper, at han nu er formand.
”Jeg er typen, der har det bedst med at handle. Og gøre noget. Og her kunne jeg gøre noget aktivt, der kunne hjælpe ikke kun mig men også mange andre,” forklarer Jesper.
Op på (jern)hesten igen!
Og nu er det altså for anden gang, at Jesper hopper op på jernhesten, og cykler til Skagen. Og selvom der heller ikke denne gang har været tid til så meget træning, så er han fuld af fortrøstning og forventningsglæde. 420 kilometer afskrækker ikke længere formanden:
”Nu ved jeg, at jeg kan gøre det! Også selvom jeg ikke er i den bedste form, så skal jeg nok klare det. Det gælder ikke om at komme først, men om at komme i mål sammen.” Siger Jesper, og begynder at grine lidt for sig selv igen, og så siger han:
”Nu har jeg også lige brækket en tå, så jeg kan ikke engang træne,” griner han, inden han selvsikkert siger, at det nok skal gå alt sammen.
