Det er svært helt præcist at beskrive, hvad VENOtour gør ved én, men det er en oplevelse, som man ikke glemmer.
Jesper Gade Nissen, 36 år, er fra Gråsten og gift med Lisbeth. Sammen har de 3 drenge.
Jesper er bestyrelsesformand i Forældre & Sorg – og VENOtours holdkaptajn. Han har efterhånden taget turen 8 gange – og er dermed en af feltets mest erfarne rytterne – men fare vild på stranden kan han dog stadig 😊
Jesper synes VENOtour er et fantastisk projekt og er glad for at være med til at holde projektet kørende. Han ser det som en fornøjelse og et privilegie at få lov til, at guide en gruppe mennesker fra Blåvand til Skagen. For Jesper er det et privilegie at være med til at give holdet en oplevelse – en oplevelse de fleste sjældent glemmer og en oplevelse, som er forskellig fra år til år.
”På VENOtour opstår en helt særlig stemning – man starter som næsten fremmede og køre sammen i mål som venner efter 3 dage tæt forbundet på cyklerne. ”
Selvom Jesper efterhånden er en erfaren herre, så er VENOtour stadig en stor begivenhed. Derhjemme er hele familien også involveret i projektet, for Jespers kone, Lisbeth, står for at koordinere mange af tourens praktiske og bagvedliggende opgaver.
Deres store, fælles engagement udspringer af det aftryk, som deres søn, Sigurd, satte i deres liv for 11 år siden. Sigurd er med til at finde energien og lysten til projektet – han er med i hele planlægningsprocessen og endnu mere i løbet af turen. Jesper har ham med på cyklen i form af et billede – så er han helt tæt på – både fysisk og mentalt.
VENOtour kan samle en flok, der har lyst til at gøre noget for Forældre & Sorg med et projekt, som en anderledes karakter end så mange andre måde at støtte organisationen på.
”Det giver et kæmpe sammenhold og en unik oplevelse, hvor man presser sin krop i en god sags tjeneste. Og for en sag som er helt tæt på én selv”