Jesper Gade Nissen, 33 år, bor i Rinkenæs.
Efter første VENOtour blev kørt som enmandsprojekt, kom jeg til at sige at hvis det blev kørt igen, så tog jeg med på cyklen. Jeg var ikke i form til turen, så det var nok nærmere en hurtig bemærkning, end et gennemtænkt træk. Desværre for mig skete det da jeg, som formand for Landsforeningen Spædbarnsdød, tog imod pengene fra den første tur – det var foran 100 mennesker, så bordet fangede!
Det var en hård tur, men det var en kæmpe oplevelse. Da vi nåede målet i Skagen, var jeg klar på at det skulle være en engangsfornøjelse. Der gik dog ikke mere end et par uger, før jeg begyndte at tænke: ”det kunne man jo godt gøre igen”. Så det gjorde vi.
Min kone tog teten på det praktiske og jeg gik i gang med at træne lidt mere – hvilket skulle vise sig at være et godt træk!
Det blev startskuddet til VENOtour 2018, der efterfølgende hurtigt blev til VENOtour 2019 og nu igen til VENOtour 2020.
Det bliver derfor min 4. tur op ad kysten i år.
Der ligger selvfølgelig en del kræfter i at være med til at arrangerer sådan en tur, men hold da op, hvor skaber det også meget glæde og vilje for alle involverede parter. Både ryttere, hjælpere og tilskuere på nær og fjern hold. Det er fantastisk at se. Det, kombineret med de mange penge VENOtour har samlet ind, gør det til et fantastisk projekt der er svær at slippe igen.
Tingene ændrer sig med tiden og selvom min dreng, Sigurd, er med i tankerne og med et billede på styret, så er det i høj grad også blevet en tur, hvor jeg kan give andre en oplevelse og et fællesskab omkring et svært emne. I dag kører jeg både turen som holdkaptajn, formand og som far.