Jens Rønsholt er 40år – bosiddende i Hørning, syd for Aarhus, med hustru Jannie, samt to piger; Ella på 6 og Esther på 1år.
Arbejder til dagligt som arkitekt og projektleder.
Drivkraften for tilmelding til VENOtour 2020 er kort og godt; at kunne være med til at skabe opmærksomhed for Landsforeningen Spædbørnsdød for andet år i træk. En forening som har været uvurderlig hjælp, da vi selv mistede vores søn Hugo, i maj 2017 – 10 dage før termin.
Hugo var vores 2. barn; planlagt og ønsket – og familien glædede sig til at lillebror kom. Da vores ”store” pige Ella blev født 12 uger før termin, blev min hustru Jannie fuldt meget tæt på Skejby Sygehus hele graviditeten igennem. Og alt havde set rigtig fint ud hele vejen igennem. Jannie havde dog haft en hård graviditet og blev sygemeldt umiddelbart misdannelsesscanningen. Hendes hverdag blev voldsomt begrænset, da hun skulle holde i ro, for at undgå komplikationer. Så da terminen nærmede sig, kunne vi begynde at ånde lettede op.
Desværre endte forventningerne og glæden brat, da der ved en tryghedsscanning ikke kunne findes hjerteslag. Pludselig stod vi i en helt ny situation, hvor vi i stedet for at skulle hjem med vores lille søn og glæde os over vores nye tilværelse med to børn, så skulle vi forberede os på, at Jannie skulle føde vores søn, som vi desværre aldrig ville komme til at kende.
Vi blev indlagt på afd. Y3 på Skejby og ventede på at fødslen ville gå i gang. Vi var helt enige om at Hugo kom til at være en del af vores familie – han skulle ikke ”gemmes” væk, selvom han fysisk aldrig ville til stedet. Vi ville bryde det tabu, så godt som vi kunne.
Hugo kom til verden d. 2. maj 2017. Samtidig med vi fik vores lille søn, fik vi også en kæmpe sorg i vores lille familie. En sorg som er tungere end noget vi nogensinde har prøvet.
Heldigvis har vi modtaget masser af kompetent hjælp fra bl.a. en psykolog samt de fantastiske rådgivere fra Landsforeningen Spædbarnsdød, som vi kom i kontakt med ret hurtigt efter vi kom hjem fra Skejby. En hjælp der har gjort, at vi sammen som familie har fået en masse værktøjer til at komme igennem sorgen sammen. En hjælp der har været – og stadig er – fuldstændig uvurderlig.
Sorgen ramte os forskelligt – og ikke synkront. Relativt hurtigt gik min smerte fra at være psykisk til at blive lige så fysisk. Det manifesterede sig som smerter i lænd og nakke. En fysisk smerte, der trods utallige behandlinger ved en yderst kompetent kiropraktor, ikke kunne behandles. Til sidst måtte jeg erkende at min krop nok desværre ikke ville blive bedre igen, og jeg begyndte så småt at vænne mig til denne tanke. Hvilket var noget af en omvæltning, da jeg har været fysisk aktiv det meste af mit liv, med løb og crossfit.
Efter 1½ års inaktivitet faldt jeg en dag over tilmeldingen til sidste års VENOtour. Og uden de store overvejelser meldte jeg mig prompte til – i håbet om, at jeg ved at have et decideret mål, kunne komme i form igen – inden jeg ramte de alarmerede 40år.
Så lige inden årsskiftet til 2019, og kun en lille måned inden vores 3. barn ville melde sin ankomst, gik jeg i gang med træningen. Første cykeltur i 1½år. Jeg havde allieret mig med en nabo, som kører en del MTB, som kunne skubbe mig i gang. Og aldrig i mine overvejelser havde jeg drømt om, at det skulle blive så hårdt at komme i gang igen. Allerede efter første tur på 20km, var jeg i tvivl om, om det nu var klogt at have meldt mig til 430 km cykling langs vestkysten. For jeg var fysisk overanstrengt. Min krop gik i en form for chok over at skulle arbejde igen.
Heldigvis blev vejen mod målet mere overskuelig i takt med at den fysiske form blev genfundet – og turen endte som en fantastisk oplevelse, som jeg gentager i år.
Men uagtet at turen er prøvet før, skal der ikke herske tvivl om, at det bliver hårdt. Men lige meget hvor hårdt det så må blive, vil jeg altid have i baghovedet at denne tur på ingen måde kan måle sig med de lidelser vi gik igennem, da vi fik at vide, at vi ikke fik vores søn med hjem.
Med min deltagelse håber jeg, at kunne være med til at skabe noget opmærksomhed på en forening, med nogle mennesker der giver en uvurderlig hjælp til forældre og pårørende, der mister et spædbarn. Jeg håber, at vi ryttere får os kæmpet hele vejen op langs vestkysten, skaber opmærksomhed – og får samlet en masse penge ind. Penge som skal bruges til det forsatte arbejde med at hjælpe folk, der står i den triste situation og har mistet det allermest dyrebare.
Min cykel har min søns navn på stellet. Det er ham, der er den primære drivkraft og motivation for at få mig, endnu engang hel igennem den lange tur gennem den vindblæste vestkyst.
Og han skal også gerne kunne kigge ned og være stolt af sin Far.
