Jeg kører for min søn Hugo, som vi mistede i 2017. Men jeg kører også for alle de andre små børn, der desværre ikke kan være hos dem, som holder af dem.
41-årige Jens Rønsholt er blandt feltets garvede ryttere. Det er nemlig 3. år i træk, han cykler med på VENOtour, og den erfarne deltager fra Hørning har da også flere årsager til at hoppe på cyklen.
”Jeg cykler af flere grunde. Den terapeutiske: For min egen skyld, at kunne kanalisere min egen sorg ud ved fysisk udfoldelse og udholdenhed. Den formidlende: For at kunne være med til at skabe opmærksomhed omkring Forældre & Sorg og det store arbejde, der ligges her. Og så den økonomiske grund: Selvfølgelig for at kunne være med til at samle penge ind til foreningen, så der forsat kan ydes hjælpe til de forældre og pårørende, der pludselig står i den forfærdelige situation at miste et barn.”
”At vide at de fysiske udfoldelser gavner mennesker i sorg, er en stor del af drivkraften”
VENOtours distance på mere end 400 km. kræver, at deltagerne er i fysisk god form, og det betyder, at der ligger mange timers træning forud for pinsen. For Jens er VENOtour en weekend, hvor han presser sig selv, og en udholdenhedspræstation der ligger ud over hverdagens strabadser, men træningen giver også et frirum, hvor kroppen og sorgen kan få lov til at være et centralt omdrejningspunkt. Samtidig er holdpræstationen og det fælles formål en stor motivationsfaktor.
”Ens ego smelter væk til fordel for noget meget større. Det er den fysiske kamp mod en barsk og rå natur. Det er, at holdet (og holdet bagved holdet) arbejder sammen som én organisme, for at missionen lykkedes. Det er, at VENOtouren faktisk er med til at gøre en forskel og hjælper andre.”