”Hvis jeg kan klare at miste et barn, så kan jeg også klare det her!”
Skrevet af: Mette Kimose Hess – Journalist for Landsforeningen Spædbarnsdød
Der bliver trampet i pedalerne, når 44-årige Bettina Bjerg sætter sig op på sin cykel for at træne til VE-NO Tour 2018. For selvom hun har cyklet før, så er det 9 år siden, at hun sidste har siddet på en cykel, og nu er hun fast besluttet på at gennemføre de 420 kilometer, der skal cykles fra Blåvand til Skagen. Hun er stædig. Og det er den stædighed, der skal bære hende, når kræfterne begynder at svinde. Og det er den stædighed, der bærer hende nu, hvor vinterens isende blæst puster hende i ansigtet, når hun træner. Stædigheden og Dagmar.
”Dét her, det skal jeg. Det vil jeg! Og det bliver helt vildt hårdt, det ved jeg, men jeg ved også, at jeg kan klare det,” siger Bettina Bjerg med en stemme så fast og beslutsom, at den maner alle muligheder for opgivelse til jorden. Hun holder en lille pause og siger så, med en stemme der lyder anderledes blød og rolig: ”Jeg har Dagmar med mig hele vejen”.
For det er Dagmar, der har fået Bettina Bjerg til at melde sig til løbet, og til at være frivillig i Landsforeningen Spædbarnsdød. For hun har på egen krop mærket, hvor vigtigt det er at få hjælp, når man pludselig og uden varsel mister sit barn – inden man overhovedet nåede at møde det.
”Det største jeg kan gøre lige nu, det er at hjælpe andre. Og jeg vil gerne gøre det her, for at give noget tilbage til Landsforeningen, så de kan hjælpe andre, ligesom de hjalp mig. Og hvis jeg kan finde styrken og overleve at miste et barn, så kan jeg også klare det her. ”
Der er en styrke og en nærmest elegant, selvsikkerhed i Bettina, når hun fortæller. Ikke fordi hun har store armbevægelser, eller fordi hun virker som typen, der tager let på livet. Slet ikke. Måske tværtimod. Hun taler bare med en stemmeføring, der fortæller, at hun har accepteret, at hun skal bære sorgen hele livet. Og så har hun lært, at det hjælper at tale om sorgen i stedet for at pakke den væk. Og det er netop dét, der er hele ideen med at cykle fra Blåvandshuk til Skagen.
”Selvom vi ikke engang kender hinanden, os der skal cykle sammen, så føles det alligevel som om, at vi kender hinanden, for vi har noget til fælles. Noget så forfærdeligt som at miste et barn,” siger Bettina med et åndedrag, der virker lidt tungere end tidligere. Men efter en lille pause lyder stemmen igen let og viljefast:
”Det hjælper altid at høre hinandens historier. Det heler. Og det gør det også, at fortælle min egen historie.”
Tænk, hvad Dagmar ville have gjort lige nu?
Og så fortæller Bettina hendes historie, fordi det heler at fortælle den. Og fordi Dagmars historie fortjener at blive husket og fortalt.
Der var ikke noget, der kunne have forberedt Bettina, hendes kæreste, eller deres to drenge, Mikkel på 16 år og Tim på 9 år, på at miste den lillesøster, de aldrig havde mødt.
Alt i graviditeten gik efter planen, og terminsdatoen var lige rundt om hjørnet. Bettina var i uge 37+0, og hun havde det fantastisk.
Men den 10. januar 2016 kunne hun ikke længere mærke Dagmar inden i maven, og hun får en pludselig følelse af, at noget er helt galt. Derfor skynder de sig at køre på Kolding Sygehus. En jordmoder søger efter hjertelyd. Og kort efter kommer en læge ind. Hun scanner også maven, men lidt efter lægger hun forsigtigt sin hånd på Bettinas hånd og siger: ”Der er desværre ikke nogen hjertelyd”.
”Så bryder min verden bare fuldstændig sammen,” husker Bettina.
Lægerne har ikke nogen forklaring på, hvorfor Dagmar pludselig er død, og de kalder det for tidlig vuggedød i maven.
”Jeg var overbevist om, at hun var død, fordi jeg havde troet, at hun var en dreng. Eller måske havde jeg sovet forkert eller noget? Jeg kunne slet ikke holde ud, hvis det var min skyld, at hun var død,” husker Bettina tilbage på tiden efter. Men det var ikke Bettinas skyld. Det var ingens skyld.
Dagen efter bliver fødslen sat i gang, og lille Dagmar kommer til verden.
”Hun vejede 3500g og var var 51 cm. Helt tyk og lækker,” fortæller Bettina med en stemme der lyser op, inden hun fortæller: ”Bo siger tit: Tænk, hvad Dagmar ville have gjort nu. Og det er dejligt, for vi har så mange gode historier, vi kan dele om hende.”
Vreden skal ned i pedalerne
I dag er Dagmar stadig en del af familien, og de fejrer hendes fødselsdag på lige fod med drenges og alle andres. Og kort efter hun blev født, besluttede Bettina og Bo, at Dagmars aske skulle spredes i vandet foran Bos familiesommerhus. Det var nemlig i det sommerhus, at Bettina og Bo første gang mærkede lille Dagmar, og også her at de mærkede hende sidste gang. I år er der 2 år siden. Men Dagmar vil bo her for altid.
”Jeg har et billede af hende, som jeg skal have med på cyklen. Og så har jeg et lille hjerte af Rosenkvarts, og det skal jeg have med mig, når jeg skal ud og cykle,” siger Bettina og fortsætter:
”Nogle dage så kan jeg blive så vred, fordi det er så urimeligt! Og det er den her vrede, jeg håber, der kan komme ned i benene og ud i pedalerne, når jeg skal cykle til Skagen,” fortæller Bettina.
Hun rømmer sig en enkelt gang og siger:
”Dagmar ville have, at vi skal være glade. Vi skal ikke være ulykkelige. Det er OK at føle vreden, men det er også OK, at være glad igen. Det skylder vi hende.”
