Ulrik Brundin – VE-NO tour
parallax background

Ulrik Brundin

March 15, 2018
Lars Kallesøe
March 15, 2018
Sara Grarup Jensen
March 15, 2018

Jeg cykler med et billede af Thomas hele vejen.”

Skrevet af: Mette Kimose Hess – Journalist for Landsforeningen Spædbarnsdød

 

 

Imens resten af Danmark stadig lå indhyllet i gårsdagens raketrøg og tomme champagneflasker, dvaske og hovedtunge med konfettirester på gulvet og nytårshop i TV, til at minde os om at 1. januar er og bliver en legitim dasedag. Så havde den 34-årige efterskolelærer fra Kalundborg helt andre planer. Ulrik Brundin havde et mål. Og rejsen dertil skulle starte i dag – på årets allerførste dag.

Derfor trak han i træningstøjet og hoppede op på sin grønne mountainbike og cyklede ud i vinterkulden. 420 kilometer og tre dage på cykel var målet. Men i dag startede han blidt og nøjes med 20 minutter. Det var jo alligevel 1. januar.

 

”Jeg gør det her for 2. gang, og jeg gør det vel mest, fordi jeg kan. Og fordi jeg så gerne vil gøre noget for Thomas, og føle at han gør nytte,” forklarer Ulrik Brundin, når han bliver spurgt til målet med VE-NO Tour 2018. Første gang Ulrik Brundin kastede sig over udfordringen var sidste år, og den oplevelse ændrede ham.

 

”Det var en enorm fed følelse og stor fornemmelse af stolthed.

Der blev samlet næsten 60.000 kroner ind på den tur. Og det var fedt! Det blev kulmination på en meget lang træning op til. Det vil jeg gerne gøre igen”

 

Ulrik arbejder i dag på en idrætsefterskole, men det var nu ikke derfor han meldte sig til løbet. Næsten tværtimod, for de første 33 år af hans liv har bestemt ikke være præget af fysiske udfoldelser. Og selvom han arbejder på en idrætsefterskole, så dyrkede han slet ikke idræt inden VE-NO Tour. Han holdte sig til at undervise i dansk og engelsk. Han griner højt inden han afslører sig selv:

”Det var et anfald af spontan sindssyge, der fik mig til at melde mig!”

 

 

Det sidder som et blåt mærke under huden – når man trykker, gør det ondt.

I dag er det ikke længere spontan sindssyge, der driver Ulrik ud på cyklen i regn og modvind. Det er Thomas, der i år kunne have været 5 år. For hver gang Ulrik trækker den grønne mountainbike frem, så finder han også Thomas frem.

 

I 2013 mister Ulrik og hans kone deres ufødte barn. En uge inden termin. En scanning viser, at der ikke længere er liv inde i maven. På et splitsekund ændrer alt sig. Ulrik og hans kone, Katrine, bliver sendt hjem fra sygehuset med beskeden om at pakke en taske og komme igen, så fødslen kan blive sat i gang.

 

”Vi stod midt i vores livs mareridt! Da vi kommer hjem, så står alting jo klart til vores baby. Så jeg kan huske, at vi bare tager alle tingene og sætter ind på børneværelset, og så lukker vi døren. Det må vi tage os af senere.”

 

  1. 28. oktober 2013 bliver Thomas født. Lille og fin. En lang dreng med mørkt hår. De giver ham en lille blå hue på og den brune bodystocking med store hørebøffer på maven, som var købt, fordi Ulrik elsker musik. Og så ligger de ham i en hospitalsvugge, de tager lidt billeder og ringer efter deres familie, som også kommer og tager afsked med Thomas.

 

”Det var enormt surrealistisk, og er det stadig. Det føltes ikke, som om det skete for os. Det var uvirkeligt!”

 

Efter Thomas døde, stod Ulrik og Katrine tilbage i et endeløst, sort hul. Men de fik gravet sig fri. Et lille skridt ad gangen, ved at kaste sig over hoben af praktiske opgaver, der skulle løses og ordnes. Én dag blev til en uge. En uge blev til en måned. Og måneder blev til år. Og i dag er det 5 år siden.

 

”Det er sindssygt, at det er 5 år siden, og det er sindssygt at tænkte på, at vi kunne have haft et barn, der kunne have været 5 i dag,” udbryder Ulrik, når han tænker tilbage på den dag i 2013, hvor han og hans kone mistede deres barn. Han holder en pause i sin fortælling, imens han trækker vejret et par gange. Han tvinger et smil frem i stemmen og siger:

 

”Vi har det fint, og vi kom i gennem det. Det bliver selvfølgelig nemmere med tiden. Men det er klart, det sidder under huden på en.”

 

Han holder en lille pause igen imens han finder de helt rigtige ord, der kan beskrive en følelse, der er ubeskrivelig. Men han gør det alligevel, da han siger:

 

”Det er som et blåt mærke, der sidder under huden. Når du trykker på det, så gør det ondt.”

 

 

Cykling i modvind er nederdrægtigt!

Men nogle gange skal der trykkes lidt på det blå mærke, og det gør Ulrik, når han til maj cykler VE-NO Tour fra Blåvand til Skagen. Og han glæder sig.

 

Han følger nøje sit træningsprogram, og han træner hver dag på nær en enkelt dag om ugen. Og selvom cyklen lige skal have et nyt sæt dæk på, fordi de første er slidt op efter 2000 kilometer på både sand, grus og asfalt, så er den klar til det nye eventyr.

 

”Jeg har et billede af Thomas på min cykel. Det er dét fra sygehuset, hvor han ligger i vuggen og ser så fredfyldt ud. Og selvom det lyder corny, så minder det mig om, at ligegyldigt, hvor hårdt det er at sidde på den cykel, så har jeg mistet et barn, og der er ikke noget, der bliver mere svært i livet end dét!” Siger Ulrik med en stemme, der er så viljefast, at den fjerner alt tvivl som dug fra solen.

 

For det er et mantra Ulrik og Katrine har taget med sig igennem livet. I dag er de stadig gift, underviser på efterskolen, og de har fået lille Albert for 2,5 år siden, der har det godt.

 

”Jeg har faktisk én kæmpemæssig frygt,” siger Ulrik, og holder en lille pause, indtil han bryder isen og hans milde latter afværger:

 

”Jeg håber bare ikke, det skal blæse for meget. Det er så nededrægtigt at cykle i modvind!”

Bliv kilometer sponsor

Donationer kan gives fra 0,50 kr. pr. km og er fradragsberettiget for både privatpersoner og virksomheder. Turen er på ca. 420 km.