Sara Grarup Jensen – VE-NO tour
parallax background

Sara Grarup Jensen

March 15, 2018
Ulrik Brundin
March 15, 2018
Thomas Bønnelykke
March 14, 2018

”Det her giver mening i meningsløsheden” 

Skrevet af: Mette Kimose Hess – Journalist for Landsforeningen Spædbarnsdød

 

I Aarhus bor 35-årige Sara Grarup Jensen, der sammen med 8 andre har valgt at tage kampen op med 420 kilometers cykelløb, og tabuet der følger med at miste sit barn.

Derfor var Sara Grarup Jensen heller ikke længe om at sige ja, da hendes veninde, igennem Landsforeningen Spædbarnsdød, foreslog at de skulle cykle løbet sammen.

 

”Landsforeningen gør et kæmpe arbejde med at gøre sorgen synlig. At jeg så kan hoppe på cyklen og være med til at vise det på den måde OG så også samle penge ind samtidig! Altså, det er jo fantastisk.” Siger Sara. Hun holder en lille pause i sin energiske talestrøm, inden hun siger med en stemme, der er lidt højere end før:

 

”Det her giver mening i meningsløsheden.”

 

Selvom Sara håber, at hun kan hjælpe andre med sin tilmelding til VE-NO Tour, så har turen også en anden betydning. Den skal hjælpe hende med at hele. Og blive glad igen. Og derfor glæder hun sig til at bruge tre dage på cykel med en god veninde og forhåbentlig gode, kommende bekendtskaber.

 

”Vi har altså også aftalt, at vi skal have rødvin med til om aftenen,” fortæller hun med et lille grin i stemmen, der afslører, hvor meget hun allerede glæder sig.

 

 

Hvem er jeg til at bestemme, hvem der skal leve eller dø?

Sara mistede sin lille My, da hun stadig lå inde i hendes mave. Da hun var halvejs i sin graviditet, måtte hun træffe det valg, som ingen mor kan træffe for sit eget barn. Hun skulle beslutte om barnet skulle leve eller dø.

 

”Hvem er jeg til at bestemme, hvem der skal leve eller dø?”

 

Sådan siger Sara med en næsten spinkel stemme, når hun tænker tilbage på den tid i 2016, hvor hun skulle træffe sit livs sværeste beslutning. Hendes stemme er trist, og hendes ord falder langsomt men velovervejet, når hun skal beskrive forløbet.

”Det tog lang tid, at træffe den beslutning. Lægerne blev ved med at sige, at vi skulle tage os god tid, så man havde både hjertet og hjerne med i sin beslutning. Men jeg blev aldrig rigtig afklaret med den beslutning. For det var simpelthen for svært,” næsten hvisker Sara de sidste ord i sætningen.

 

For Sara var mor. Hun var lille Mys mor. Og hun ville gøre alt i hendes magt for at passe på hende, og gøre alt det bedste, som en mor kan gøre for sit barn. Og Saras kærlighed til hendes lille pige var så altoverskyggende, at hun måtte tvinge sig selv til at stille det spørgsmål, der viser en ægte mors kærlighed;

 

”Jeg tvang mig selv til at tænke; hvad er bedst for My og ikke for mig?” 

 

Allerede ved den første scanning opdagede Sara og hendes daværende kæreste Søren, at deres lille baby var meget syg. Og imens lægerne scanning efter scanning forsøgte at undersøge mere omkring Mys tilstand, så kom der kun det ene nedslående svar efter det næste. Lille Mys hoved var for lille, hun ville, hvis hun blev født, højst sandsynligt være multihandicappet. Amnionbånd havde snoet sig rundt om hendes lille mave, og afskåret hendes underkrop fra at kunne bevæge sig normalt, og så var hun klumpfodet. Men på trods af det, så var hun stadig en levende baby, og hun var Saras lille pige.

 

”Vi havde mange skænderier, fordi vi var så uenige. Og fordi det er et helt umuligt valg at træffe. Vi talte med læger, jordmødre og hospitalspræsten. Og vi talte meget om etik. For hvad er et værdigt liv?” Spørger Sara retorisk ud i et vakuum af stilhed, når hun igen skal beskrive alle overvejelserne fra dengang. Hun trækker vejret stille et par gange inden hun fortsætter, men hendes stemme er stærkere nu.

 

”Vi var jo et par. Og Søren, var meget mere afklaret end jeg var. Han kunne ligesom gå til det med en meget mere praktisk sans.”

 

Hun fortsætter og siger:

 

”Jeg var bare så splittet inden i. Og jeg klyngede mig hele tiden til håbet om et lille mirakel, selvom lægerne ikke gav det meget plads. Søren var langt mere rationel, og han var meget bange for, om hun mon havde ondt?” 

 

Derfor beslutter de i 19. uge at afbryde graviditeten for Mys skyld, og fødslen bliver sat i gang på Aarhus Universitetshospital.

 

”Jeg sidder og smiler nu,” siger Sara pludselig, og samtidig lyser hendes stemme op og bliver fin og næsten elegant at lytte til, imens hun forklarer:

 

”Hun var så fin, da hun kom ud. Hendes fødder vendte den forkerte vej, men de var fine alligevel. Og hendes små fine hænder, der lignede Sørens. Ja også overkroppen, den var som snydt ud af Søren. Hun havde et lidt langt hoved.”

 

Sara griner et helt kærligt men forsigtigt grin imens hun siger: ”Det lignede lidt et alienhoved. Men hun var bare SÅ smuk. Hun var en lille miniature af Søren og mig.”

 

 

Startskuddet til en ny og bedre tid

 

To måneder efter Lille My’s fødsel brød Sara og Søren med hinanden. Tabet og den store beslutningsproces havde splittet dem ad. Men selvom de gik hver til sit, så delte de altid deres kærlighed til My, og holdt fast i hinanden for at tale om My. På Saras terminsdato cyklede hun og Søren ud til Moesgaard Strand, hvor de fandt et lille fint og stille sted, hvor de spredte Mys aske ud over havet.

 

Og som om livet ikke havde været hårdt nok for Sara, så mister hun i marts 2017 pludselig også Søren. På en køretur brister hans hjertekar pludseligt, og hans liv står ikke til at redde.

 

“Søren var min ven og fortrolige, og han var det livsvidne, jeg har delt mit største øjeblik med.”

 

Der er grænser for, hvor meget sorg og ulykke et menneske kan bære. Et par måneder efter Sørens død måtte Sara sige sit arbejde op. Et halvt år efter bliver hun sygemeldt.

 

”Jeg begyndte hurtigt at arbejde igen, og det har givet bagslag. Jeg har bare okset derudaf og slet ikke mærket mig selv. Men til sidst, så havde jeg slet ikke mere energi at give af,” fortæller Sara.

 

Derfor håber Sara, at hendes nyindkøbte cykel, de lange træningsturer og målstregen i Skagen kan være begyndelsen til at komme ud af sygemeldingen. For når hun nu hopper på cyklen og tramper i pedalerne, så finder hun en frihed, hun har manglet alt for længe.

 

”Det er som om tankerne bliver ommøbleret, og jeg bliver afledt. Det er et frirum,” smiler hun og fortsætter:

 

”Jeg ønsker, at det kan bide sig fast i mig, så jeg kan blive ved med at træne og cykle også bagefter. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig. Jeg håber, at det her bliver startskuddet til en ny og bedre tid.”

Bliv kilometer sponsor

Donationer kan gives fra 0,50 kr. pr. km og er fradragsberettiget for både privatpersoner og virksomheder. Turen er på ca. 420 km.